Veganisme og en verden af løgne

Veganisme
Veganisme – verdens hurtigst voksende bevægelse.
Nutidens dyreart Homo sapiens (det moderne og tænkende menneske) burde interessere sig mere for hvad det i grunden er, de støtter op om, når de afgiver deres stemmeseddel i supermarkedet.

Vi lever i en tid, hvor man selv har mulighed for at lave research og opsøge evidensbaseret viden og information omkring mange ting. Oplysninger om sundhed og ernæring, miljø og klima, og rædslerne de allermest uskyldige, sårbare og forsvarsløse individer i denne verden ufrivilligt lægger krop til i samtlige industrier, er let tilgængelig for alle, der læser dette. Det ligger derude, klar til dig, kun ganske få klik med musen, eller på mobilen, og så har du det.

Men der er mange mennesker, der stadig, dén dag i dag, i år 2018, tager for gode vare, hvad reklamer og markedsføring, profitstyrede industrier og højtstående folk siger og fortæller.

Jeg ønsker af hele mit hjerte, min sjæl, med alt hvad jeg er, at alle medmennesker, og alle mine allerkæreste og nærmeste, vil være mere kritiske og selv stille spørgsmålstegn som menneske og forbrugere. Der er en minoritet derude, en bevægelse over hele kloden, som vokser sig større og større for hver dag; veganismen, den hurtigst voksende bevægelse i verden nogensinde, og som prøver at fortælle og oplyse om en realitet; en faktabaseret realitet. Den ilde hørte sandhed, som ingen vil have, vi ved og kender til. En sandhed, som har været godt skjult fra os alle i længere tid end hvad godt overhovedet er.

Vi snakker hverken hjernevask, religion, kult, yderliggående sekt, opreklamering eller manipulation ej heller ondsindet eller misvisende propaganda. Og denne bevægelse består heller ikke af medieludere eller ekstremister. Der ruller heller ikke kæmpemæssige pengebeløb ind på kontoerne.

Jeg kan vel stille det sådan her op: Hvem tror vi på, de rige eller de fattige? De fattige har ingen profit at vinde på det budskab de gerne vil sprede og have ud. De ønsker inderligt blot at oplyse og gøre folk bevidste om al den vold, frygt, tortur, mishandling, undertrykkelse og udnyttelse der finder sted lige for næsen af os. De rige, de har alt at miste i form af image, troværdighed, respekt, profit, status etc.

Så kan man jo tænke lidt over, hvem man tror mest på.

Men hvis vi tror på de fattige, vil det sige, at mælke-, kød-, og æggeindustrien (fødevareindustrien) lyver og bedrager med hjælp fra myndigheder, medier og markedsføring + andre der tjener penge igennem denne systematiske mishandling og udnyttelse af dyr, som er blevet normaliseret så meget, at det ikke er til at begribe. (Og de beskidte hemmeligheder inden for den pågældende produktion og industri, bliver ((skal)) holdes skjult).

2018, det er blevet et år, hvor det at protestere mod dyremishandling i hele dens form og alle dens afskygninger, åbenbart betegnes som ‘propaganda’, ’Fake News’ og ’yderliggående sekt’ og meget mere.

Alt er ikke, som det ser ud. Bag facaden på alle de produkter vi gang på gang køber, fremført af superfin og ”hjertevarm” markedsføring og mediestunts, gemmer der sig en helt anden virkelighed. Og den er grim. Men dén kan man jo ikke tjene penge på, lod man virkeligheden blive fremvist på rullende tv-skærme, på store reklame søjler og lanceret på produkterne. Og det ved alle dem bag udmærket godt.

Det kan, hvis vi er lidt mere åbensindet og tænker en smule dybere over det, ses som resultatet af en kulturel manipulation i vores samfund igennem meget lang tid, hvor kød er blevet fremstillet til at være absolut den eneste rigtige proteinkilde, og komælk skal vi alle drikke for at få calcium, sunde tænder og sunde knogler etc. Myndighederne som ernæringsfaglige i Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen, rådgivere i fødevarepolitik hos Forbrugerrådet, fødevareproducenterne, eksperter og ernæringseksperter, har haft, og har stadig, en stor plads i samfundet i godt samarbejde med medierne, som vitterligt har tudet os ørerne fulde med, at vi skal have kød, komælk (mejeriprodukter), fisk, kylling og æg.

Prøv engang at tænk over det. Hvor tit har vi, igennem vores opvækst (vores liv), set reklamer med grønsager, frugt, kerner og nødder i nøjagtig samme omfang som reklamer med kød, komælk (mejeriprodukter), fisk, kylling og æg? Langt fra i samme omfang, dét kan vi alle vel blive enige om.

Vi er blevet præget, pålagt, påvirket og manipuleret så meget med, at vores opfattelse af komælksprodukter, kød, fisk, kylling og æg ses som værende livsnødvendige og næringsmæssige ingredienser i vores kost – uden alt dette, ville vi jo dø (!) kunne man godt få indtrykket af. Det er misvisende og fejlagtig information og indoktrinering gennem en menneskealder, der har fået os til at tro fuldt og holdent på, at animalsk er livsnødvendigt og godt for os. Engang vidste vi ikke bedre. Men det gør vi nu. Og når du véd bedre, så handler du, så vælger du, og så gør du det bedre.

Sandheden gør ondt i en verden af løgne

Hvorfor skal alt, der ikke er rart, altid pyntes på, så det bliver pænere i folks øjne og øre? Fordi det er dér, profitten tjenes ind. Et kandiseret og sukkersødt glansbillede. En løgn, med ekstra løgn og så lige en tand mere løgn og humbug på. Så kører det.

Vi foretrækker at bilde os selv ind, at dyrene har haft det godt, for det ’fortæller’ det certificeret mærke på pakken. Og reklamerne. Så må det jo være sandt. Så får vi det bedre med os selv, og fortætter ubekymret videre til næste varer, uden at skænke noget som helst andet en yderligere en tanke. Vi ser kun det færdige produkt, men selve ikke processen. Processen omkring hvordan vores varer og produkt er blevet til, og hvad det har kostet i forløbet. De fleste vil helst være fri for tænke på, hvad der foregår i industrierne, eller bag de lukkede døre i et slagteri, hvor ingen forbruger kommer. Det skal jo helst ikke for tæt på. Så vi gør, hvad vi gør bedst, at vende hovedet og blikket den anden vej, fordi det er dét, der er bekvemt at gøre, og det nemmeste; at holde hænderne op foran øjnene. Hvorfor? Hvorfor ikke selv være med til at ændre på alt det, man véd, at ens eget blik ikke ville kunne holde ud at se på? Hvorfor ikke selv tage handling og ændre på dét, man ikke selv ville ønske at blive udsat for? At NOGEN blev udsat for?!

Fordi det er en måde at distancere sig fra det på, for så behøver vi ikke at blive konfronteret med rædslerne i alle disse industrier, og de lidelser alle de levende, følende og sansende individer udsættes for, og vi behøver heller ikke forholde os til dem. Ude af øje ude af sind, som man siger.

Det kan ikke hjælpe, at vi bliver ved med at distancere os fra virkeligheden. For når vi gør netop dét, så er vi godt klar over, at der foregår noget, som vi ikke kan holde ud, men konstant bliver ved med at støtte op om, og man kan ikke retfærdiggøre at efterspørge hvad man tager afstand fra.

Der er er faktisk meget magt i at se skjulte undercover optagelser, dokumentarfilm eller bare korte videoklip af det, der finder sted i industrierne. For det viser virkeligheden og sandheden bag. Du føler mere, du ved mere, fordi du har set og hørt hvordan hvert et dyr kæmper for sit liv. Du har set hvordan en boltpistol for panden langt fra er nok til at slå dyrene ud, så de bliver stukket i, eller får skåret halsen over det meste af tiden imens de er ved fuld bevidsthed. Du har set hvad der sker med de frasorterede små gule hanekyllinger i æggeindustrien og kalve i mælkeindustrien (som i begge industrier anses som spildprodukter, fordi de er hankøn). Du har set hvordan køerne i mælkeindustrien og alle andre de andre dyr, i virkeligheden bliver behandlet, og hvor ondsindet nogle ansatte er, når de nedgør dem, slår dem med knytnæver (denne handling har jeg bidt mærke i gerne udføres på kalve, køer i mælkeindustrien og får) eller redskaber, alt imens de more sig over det. Du har set hvordan grise bliver ført ned i et elevatorsystem, hvor de gruppevis sænkes ned i en skakt og bliver gasset, imens de skriger og kæmper for at komme ud (hvilket er en standart praksis man benytter her i DK og mange steder i verden og som anses for ”human”) bare for at nævne lidt.

Alt dette står skarpt i din erindring. Du er vidne til det. Og ingen myndighed, producent eller markedsføring kan tage det fra dig og ændre på det. De kan ikke bilde dig dét ind, de gerne vil. For nu ved DU bedre. Dermed besidder du en viden, en magt, som de helst ikke ønsker.

Det man ser og er vidne til, det gør ondt, rigtig ondt. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er godt for noget. For det vækker en ild inden i dig, en ild der brænder for at få dette onde, du aldrig har tænkt over eller vidst noget om, til at ophøre. Man forstår alvoren af det på et helt andet niveau, og det er noget man bliver taknemmelig over, hvor underligt det end lyder. Men det er sandt.

En øjenåbner er, når det går op for mennesker, hvad det er, de betaler penge for/til (støtter) og det går op for dem, at de på ingen måde kan retfærdiggøre eller forsvare at støtte kød-, mælke-, og æggeindustrien om det er økologisk eller konventionel, når de har set og hørt hvordan virkeligheden og sandheden er omme bag kulissen. Ydermere finder de så også ud af, at der overhovedet ingen logisk, næringsmæssig eller livsnødvendig grund er til det, og så handler og vælger de anderledes, for de ønsker ikke længere at være med til at følende og sansende individer skal leve i fangenskab, hvor de bliver udnyttet og mishandlet på værste vis og bliver slået ihjel imens de kæmper for deres liv. Det går op for dem, at det er fuldstændig uetisk og amoralsk, og ovenikøbet fuldstændig unødvendigt for at leve. Bum, 10-øren faldt.

•••••

Der er dem, der tror, at det materiale denne enormt voksende bevægelse viser i form af enten billeder eller videoer, er pure opspind. De tror, at der bliver ‘pillet’ ved billeder, og undercover videoer (generelt bare alt) for at få industrierne og det hele til at se værre ud, end det er. Følelsesporno går det under betegnelsen som. Nej, virkeligheden og sandheden bag alle disse industrier, bliver ikke gjort værre end den er. For den kan ikke blive værre. Sandheden er ikke spor køn, kærlig og rar. Hvorfor skulle så mange millioner mennesker verden over lyve? Samtidig? Jeg så gerne, at de brugte deres logiske sans og sunde fornuft.

At tro, at der bliver sunket så lavt, som at lyve og få situationerne til at fremstå værre end de er, er simpelthen, i min optik, en meget sørgelig udmelding og tilgang at have. Jeg bliver så harm og oprigtig ked af det. De personer, der ytrer sig således, vælger blindt at tro på de store profitstyrede industrier og deres dertil dyre og fine (læs: falske) markedsføring. Hvor er det sørgeligt og tragisk. Og så er det veganere der er sindssyge og manipulerende? Der kun én ting, disse industrier ønsker, og det er folks forbrugsvaner. De samme som de altid har haft. Gud nåde og trøste dig, skulle du begynde at tænke selv, og bevæge dig væk fra de indprentet normer og vaner. For så er du jo en trussel mod den profitstyrede kødkultur og samfund.

•••••

De fleste mennesker kan ikke bære at se dyr lide eller blive slået ihjel, det er der ingen der kan, og det ligger os alle ganske naturligt. De fleste mennesker kan lide dyr og føler omsorg, og har ikke lyst til at gøre dyr ondt, påføre dem smerte, eller være skyld i at de bliver udnyttet. Men sagens kerne er desværre bare dén, at det er de fleste helt ubevidst med til.

(Og er vi nogen, som ikke bryder os om dyr, så giver det os stadig ikke nogen som helst ret til at skade dem og påføre dem smerte og lidelse, nøjagtigt ligesom vi ikke ønsker at nogen vil være sådan over for os, bare fordi de ikke kan lide os.)

Mange vælger bevidst at lade være med at se optagelser og videoklip, der florer og bliver delt på sociale medier af virkeligheden indenfor i alle disse industrier. Hvorfor? For at undgå blive konfronteret med det ubehagelige. Se dyrene. Hør dyrene. Det er deres liv, deres historie, der bliver fortalt. Fortjener deres eksistens, hvor kort den end er, ikke at blive anerkendt? Bær vidne til deres lidelser ved selv at se dét, de går igennem, det er det mindste vi kan gøre. Så meget respekt kan vi vel give dem, for de forlod ikke livet frivilligt. Ikke nogen af dem.

Kognitiv dissonans er det mentale ubehag som opleves af et individ, der indtager (eller presses til at indtage) indbyrdes modstridende holdninger. Det kan også være en dissonans mellem individets ideer/værdier og vedkommendes handlinger; at man i givne situationer ikke handler som ens værdier foreskriver.”

Når den kognitive dissonans bliver puffet til, så bliver mange ofte rigtig vrede og aggressive, og går i forsvarsposition og tyr til angreb rent verbalt. Fx når der pludselig bliver sat spørgsmålstegn til alt det man har lært igennem sin opvækst og hele livet, så ønsker man at lægge en dæmper på ens kognitive dissonans ved nærmest at blive veganer-hader, når man bliver konfronterede og præsenteret med evidens, der modsiger ens egne meninger, fordomme, madkultur, adfærd, vaner og traditioner.

Kognitive dissonans kan også kort og mere præcist forklares sådan her: en person siger “jeg elsker dyr”, mens vedkommende spiser en bøf, cheeseburger, kalvesteg, lammekølle, flæskesteg eller nuggets, drejer hovedet og vender blikket væk fra billeder og/eller videoer af slagtninger på køer, kalve, lam, grise og kyllinger.

Lad bevidstheden omkring alt dét, man ikke ved, men som man bør vide få lov at trænge ind. For det er netop en bevidstgørelse, der skal til. For få aner, hvad de egentlig gør, når de spiser og handler ind.

Vores stemmeseddel er det vi lægger i indkøbskurven eller indkøbsvognen. Vi bestemmer hvad der bliver solgt og ikke bliver solgt. For vi er forbrugerne. Vi holder på en uhyggelig stor magt, som alle vil have fingre i. Så hver dag har vi et valg, og dét valg, det påvirker alt omkring os – især alle dem, vi ikke kan se, kender eller aner eksistere. De har ikke navne. De er blot tal, et nummer i rækken ud af mange. Nogen har ikke engang et tal eller nummer, så i og for sig er de ingenting. Men alt de har tilfælles er, at de er et levende, følende og sansende ’produkt’.

•••••

At latterliggøre, nedgøre og håne dem, der kun prøver at få bevidstheden vækket hos folk, og som fortæller og viser virkeligheden og sandheden, SOM DEN ER, beviser at for mange generationers indoktrinering, har sat sine spor. Vi kan heller ikke blive ved at benytte argumenter (nok nærmere undskyldninger) som, det har vi altid gjort, sådan har det altid været, det er tradition, det er min ret, det er mit personlige valg, det er naturligt. Pladen, den skal skrottes. Der er så mange hakker og ridser i den, og det lyder rent ud sagt skrækkeligt. Det er ikke særlig god ej heller sund musik for sjælen.

Hvordan kan det nogensinde være skidt at være for dyrs rettigheder? Og hvordan kan det nogensinde være skidt at lade være med at udnytte dem og undertrykke dem?

Og hvad ang. et personligt valg, så ophører det med at være personligt, i dét øjeblik dit personlige valg påvirker eller går ud over andre – om det er et menneske eller dyr. Et personligt valg er, når man vælger at klippe sine jeans til shorts, hvordan ens hjem skal være indrettet, om man vil være korthåret eller langhåret, om man tager cyklen eller går sig en tur eller hvad farve T-shirt man vil have på i dag etc. Dét er et personligt valg.

Og så synes jeg heller ikke ligefrem, at man kan kalde det naturligt, den måde animalske produkter bliver fremstillet på. Det er unaturligt fremavl, det er masseproduktion af værste slags, det er overforbrug, det forurener og ødelægger og er skyld i så meget af alt det onde der sker med vores Jord. Det er ikke andet end ren og skær egoisme, grådighed og udnyttelse. Naturligt eksistere simpelthen ikke.

 

Ingen logisk grund til at spise animalsk.

Ingen livsnødvendig grund til at spise animalsk.

Ingen næringsmæssig grund til at spise animalsk.

Men al magt til smagsløgene.

Vi burde skamme os noget så grusomt.

 

Vi burde lære at tilpasse vores handlinger med vores værdier. Værdier danner fundamentet for vores holdninger og handlinger som menneske. Enten lever vi efter vores egne værdier, eller også lever vi efter andres.

Mine kerneværdier er kærlighed, medfølelse, empati, omsorg, venlighed, ansvarlighed, ærlighed, loyalitet, ligeværdighed, tillid, humor, eventyrlyst, samhørighed, medmenneskelighed, retfærdighed og frihed.

Desværre stemmer vores handlinger ikke altid overens med vores indre værdier.

Hvis vi eksempelvis tror på en kærlighedsbaseret verden med medfølelse, respekt, ansvarlighed, retfærdighed og frihed som vigtige værdier, viser vi så disse værdier i handlinger over for fx vores medvæsner? Eller gælder de kun mennesker (vores egen art) og kun nogen bestemte andre dyrearter? Hunde, katte eller giraffer? Og hvad med Jorden, planeten der er vores hjem?

Hvis vi vil leve i overensstemmelse med vores kerneværdier, bliver vi nødt til at ændre på vores handlinger. For værdier og handling går hånd i hånd. Hver gang du skal træffe et valg, som fx når du står i supermarkedet eller bestiller mad på en restaurant, så overvej, om det harmonere med dine kerneværdier. På den måde kommer der sammenhæng mellem den du er, og det du gør.

Vi skal udvide vores medfølelse, empati og kærlighed ♥

Medfølelse og empati betyder, at man er i stand til at forestille sig, hvordan en specifik situation må være for andre, uden selv overhovedet at have prøvet det. Så lad os et øjeblik forestille os at der er nogen der bestemmer over os. Vi har på intet tidspunkt noget at skulle have sagt.

Vores død og henrettelse er der allerede, før vi bliver født, sat dato på. Vi er født på dødsgangen og vi anses og behandles som værende ikke andet end produkter og produktionsenheder. Men vi lever, føler og sanser alt omkring os. Vi råber og skriger, og sætter os imod, men lige lidt hjælper det. Vores liv har i sig selv ingen værdi. Der vil blive tjent flere penge på vores døde kroppe, end vores levende, medmindre vi er kvinder, fordi vi kan føde børn, producere mælk og lægge æg. Vi er avlskvinder. Nogen af os bliver fastspændt i fikseringsbokse, hvor vi hverken kan vende eller dreje os. Noget vi alle har til fælles som kvinder er, at vores børn bliver taget fra os.

Når vi bliver sendt afsted på vores første og sidste rejse, er vi enten et par uger gamle, 6 måneder, 1, 2 eller 5 år. Er vi nyfødte sønner af mødre der lægger æg, så bliver vi alle straks frasorteret, placeret på et løbebånd, der føre os direkte ned i en kværner eller vi bliver lagt i spande eller store sække og kvalt. Er vi nyfødte sønner af mødre der producere mælk, bliver vi frasorteret og enten skudt med det samme, eller sendt andre steder hen og henrettet sammen med mange andre meget unge drenge.

Er vi kvinder, der er blevet kunstigt insemineret uden samtykke siden vi var gamle nok til at kunne befrugtes, været gravide i 9 måneder, har født 3-4 børn, der alle er blevet taget fra os, kun med det formål at vi skulle producere mælk, så er vi for det meste 4-5 år gamle, og er ikke brugbare mere, fordi vi er slidt op, og efter os, vil vores døtre gå i vores fodspor. Igennem vores liv, er der kun 3 måneder om året, hvor vi ikke har været gravide. Er vi kvinder, der har lagt æg, kan vores kroppe ikke mere efter ca. 18 mdr. og vi er herefter ganske ubrugelige. Dog nogle gange kan vi være op til 2 år. Er vi kvinder, der har ligget det meste af vores liv i fikseringsbokse og født børn, er vi 3-5 år, før vi ikke dur til mere.

Det er ikke særlig rart at forestille sig, er det vel? Det handler ganske enkelt om evnen til at sætte sig i andres sted og situation og føle MED dem – uanset HVEM de er.

Normen i vores samfund har gjort, at vi giver forskellige værdier (eller rettigheder) til bestemte dyrearter.  Vi har lært at forskelsbehandle imellem “kæledyr” og “produktionsdyr”, selv om de alle har krav på nøjagtig samme behandling. Vi elsker hunde og katte, og vi elsker vilde dyr som elefanter, næsehorn, løver, pindsvin, svaner, bjørne, delfiner (hvaler), orangutanger bare for at nævne nogle andre arter. Vi ytrer os gerne og står sammen, og kæmper for deres ret til et naturligt liv i frihed, når de store, vilde dyr, lever i fangenskab og mishandles. De har vores medfølelse, empati og kærlighed. Men i sandhed burde vi føle det samme for køer, kalve, grise, kyllinger, høns, ænder, fisk, geder, kalkuner, får og lam etc.

Medfølelse, empati og kærlighed bør gælde dem alle. Hvis ikke, så diskriminerer man på baggrund af art. En gris og en hund er ens. En kat og en ko er ens. En svane og kylling er ens. En elefant og ged er ens. En løve og et lam er ens etc. De er bare forskellige individer af forskellige arter. Det er vitterligt kun vores egen attitude og (hjemmelavede) opfattelse af dem, der er helt forkert, takket være den kulturelle norm, vi alle er født ind under. Og denne bevægelse verden nu oplever, tager afstand til den norm, og gør op med den diskriminerede medfølelse og måden vi opfatter andre dyr på. De har alle fuldstændig de samme forudsætninger for glæde og velbehag, angst og frygt, smerte og lidelse. For de er alle ens, og alle har de ret og krav på alt det, vi tildeler andre dyrearter. Medfølelse er medfølelse. Empati er empati. Kærlighed er kærlighed. Og diskrimination er diskrimination – uanset hvem det går ud over.

•••••

Enhver levende skabning på denne Jord har ret og krav på et liv i fred og frihed. Og uanset hvilken form du er, hvilken race, og hvilken art du tilhører, burde dit liv være dit eget, og ingen andres.

Hvis vi tror, at alle andre, der ikke er af arten ‘menneskedyret’, ikke gerne vil have alt det, vi er så privilegeret over at have, så har vi mistet retten til at kalde os selv for intelligente. Den måde vi behandler levende, følende og sansende individer på, som er de intet andet end ’ting’, den måde vi behandler Jorden på, afspejler vores bevidsthedsniveau – og siden vi holder så absurd hårdt på, at vi er Jordens mest intelligente art, må vi da om noget også leve op til det og opføre os som sådan.

Har dyrene en plads og ret i denne verden? Ja. Det er lige så meget deres verden, som det er vores. Er vi mere værd end dem? Nej. Alt liv er et mirakel, og alt liv har værdi, om du er en kalv, hund, mus, kylling, gris, elefant, kat, fugl, ko eller menneske. Deres liv har værdi for dem, præcis ligesom vores liv har værdi for os. Vi vil ikke dø en unaturlig død. Det vil de heller ikke. Vi er alle sansende, levende, følende individer af forskellige arter, og alle fortjener vi et liv uden vold, smerte, udnyttelse og undertrykkelse – dyr som menneskedyr. Og nej, i min verden kan dette ikke gradbøjes.

Vi har på igen måde ret til at udsætte dem for alt det ondskabsfulde vi gør, 24/7, 365 i samtlige industrier år ud og år ind. Og for hvad? Profit, smag, kulturelle normer, traditioner og vaner? Vi kan holde fast i alt dette, på nye og bedre måder, uden at nogen behøver at dø for det, og uden at vi behøver at gøre mere frygtelig skade på vores Jord.

Er unødvendig vold ikke altid forkert uanset hvem det går ud over? Ligegyldig art? Ligegyldig race?

Veganismen får os at se udover vores egne egoistiske, selvcentrede behov og gamle indgroede skadende vaner. Man tager ansvar for egne handlinger, og tænker på andre individers ve og vel. Dyrene er den største årsag og drivkraft til veganisme og dens vækst. Bevidstheden omkring den ikke-eksisterende bæredygtighed af animalske produkter, og de enorme belastninger industrierne påvirker vores Jord, og det faktum, at animalsk produktion også er den primære årsag til udryddelse af andre dyrearter, er også med til at folk siger fra. Ligeledes de sundhedsmæssige bekymringer da bevidstheden omkring sundhedsrisikoen ved kød-, mælk- og æg vokser, da der er stærk evidensbaseret forskning, der viser, at traditionel mad fodrer sygdom og plantebaseret mad fodrer sundhed.

Så jeg synes, og opfordre til, at man tager sine handlinger og valg op til refleksion. Vil vi have en Jord der er sund og rask, og som står stærkere i fremtiden, bliver hver eneste af os selv nødt til at være ansvarlig og ændre adfærd. Gode ændringer i verden starter med én selv.

Alle små skridt og ændringer i ens vaner og adfærd tæller. Det handler bare om, at række ud efter plantemælken næste gang du skal have mælk, og lade komælken stå. Næste gang du skal bruge fløde, så ræk ud efter plantefløden. Næste gang du skal bruge hakket fars, så ræk ud efter plantefarsen. Næste gang du skal have nuggets, så ræk ud efter de veganske nuggets. Næste gang du skal have kylling, så ræk ud efter den veganske kylling. Næste gang du skal have is, så snup den plantebaseret is. Næste gang du skal have ost, så ræk ud efter den veganske ost. Næste gang du skal bruge æg, så ræk ud efter de veganske æg. Næste gang du skal have Baileys, så snup den veganske Baileys osv. osv. osv. Prøv at hoppe ind på greenos (Vegansk Online Supermarked) og tjek alle de lækre sager du også kan få fingre i.

Husk, det hele starter med én selv, og ens handlinger og adfærd betyder så meget mere end man måske lige er klar over. Det bugner med dejlige og vidunderlige varer og produkter, og der kommer kun flere, og flere til. Jeg vil anbefale, at man tager Veganerudfordringen som er et forløb på 22 dage – og ganske gratis. Og har man brug for hjælp, fordi det hele føles ganske uoverskueligt, så er der så mange der er klar til at hjælpe med råd og god vejledning. Alt det mindes jeg ikke fandtes, da jeg fra den ene dag til den anden besluttede mig for at blive veganer for lidt over 4 år siden, så jeg synes det er fuldstændig smukt, at der er sket så meget siden da. Sikke en udvikling. Det gør mig så glad i hjertet. Kender man nogen, der er veganere, så kan man jo altid starte med at henvende sig til dem.

(Vil du gerne vide en masse om ernæring, sundhed og sygdom, vil jeg anbefale, at gå ind på Maria Felding, klinisk diætist, cand.scient. klinisk ernæring hjemmeside her. Hun har sammen med læge Tobias Schmidt Hansen skrevet bogen ‘Den plantebaserede kost’. Direkte link til hendes blog får du her og besøg også gerne hendes facebookside.)

Og som jeg nævnte i starten, så lever vi i en tid, hvor vi selv har mulighed for at lave research og krave ned i mange ting, som man ønsker viden og information omkring. Det er alt sammen derude til dig.

Husk, alt hvad du gør, og det du vælger, betyder noget for nogen, og den planet vi bor på. ♥

Jeg håber, at der er nogen, der efter at have læst mine ord, vil reflektere. Tænke over egne vaner, adfærd og konsekvenserne ved dem. Jeg dømmer ikke nogen. Det er ikke dét, jeg gør. Jeg ønsker inderligt blot, at dig, der har læst dette, vil tage stilling til om dine gamle vaner og smagsløg er mere vigtig og mere værd end noget andet?

Barmhjertighed, kærlighed, medfølelse, omsorg og empati. Det trænger vore medvæsner, vores verden, gevaldigt meget til. Og da jeg vælger at tro på, at vi alle er i besiddelse af disse smukke evner, og føler dem i vores hjerter, så burde vi også vise dem og udtrykke dem meget mere i alt hvad vi gør.

•••••

Der findes ingen rigtig måde at gøre det forkerte på. Det har der aldrig gjort, og det vil der aldrig gøre. Der findes ingen ”human” og ”venlig” måde at slå nogen ihjel på, der kæmper for sit liv og ikke vil dø. Der findes ikke noget kærligt og venligt slagteri, hvor dyrene frivilligt selv går ind og glædeligt ofre livet til ære for os mennesker, uanset hvor ”godt” de har haft det. Der er intet, der kan kategoriseres som human slagtning eller human udnyttelse af dyr ligegyldig hvor fin og hjertevarm markedsføringen, og det lille fine certifikat, end er. Og dertil bliver jeg nødt til at oplyse om, hvad essensen af human i grunden er, og rent faktisk betyder: En human etik er en etik, hvor intet enkelt individ ofres for de andres bekvemmeligheds skyld og for at tjene andres interesser. Så på intet som helst tidspunkt, nogensinde, har der været noget humant ved noget animalsk produkt. Yderst vigtigt at skrive sig dette solidt bag øret.

Dyrene er de mest uskyldige og de mest misbrugte skabninger nogensinde i denne verden. Vi, dyrearten Homo sapiens, det moderne og tænkende menneske, der efter sigende også er den mest intelligente art på denne Jord, har pligt til at rejse os, kæmpe for, og beskytte de udsatte og undertrykte, der ingen mulighed har for at kæmpe selv. Vi har også pligt til at redde vores Jord, og rette så meget som muligt op på alt det, vi som art, har ødelagt, fucket op og er skyld i. Så når vi hårdnakket påstår, at vi er de mest intelligente, burde vi sandelig også træde i karakter, og handle derefter.

Og til dem, der ikke forstår, hvorfor nogen kæmper så meget for dyrene, så vend den sådan her om: ville du, og alle andre ikke ønske, at der var nogen der kæmpede så helhjertet for jeres sag, var I i dyrenes sted. Tænk over det

 

Hvad angår evnen til at føle glæde og velbehag, angst og frygt, smerte og lidelse, så er vi alle ens;

dyr som menneskedyr.

 

Tusind tak, fordi du læste med. ♥

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.