Veganer? Hvorfor?

veganer

Fra kødspiser til mange års vegetar. Til kødspiser igen. Til veganer.

Hvorfor blev jeg veganer? 

Jeg var 17 år. Året lød 2000. Jeg hørte noget vedr. dyretransport, som jeg egentlig aldrig helt havde tænkt over. Dødsdømte dyr der bliver proppet ind i vogne, ingen plads at rører sig på, der er dårlig nok plads til at trække vejret, bliver fragtet til andre lande via lange strækninger. Udfaldet gjorde, at jeg lagde ”den slags kød” fra mig. Jeg spiste heller ikke fjerkræ, men fisk og rejer, mælk/mejeriprodukter. Æg spiste jeg også.

(Dyretransport er IKKE bedre dén dag i dag, og vil aldrig nogensinde blive det.)

I sommeren 2007, spiste jeg for første gang kylling igen efter 7 år. Jeg var betuttet ved tanken, men lod mig overtale. Dermed begyndte jeg så at indtage kylling igen. Stille og roligt.

Fredag d. 20. maj 2011 var dén dag, jeg spiste gris igen, siden jeg stoppede i 2000. Det var helstegt pattegris. Før dén dag, havde jeg aldrig smagt det. Juleaften, samme år (2011), spiste jeg mit første stykke flæskesteg i 11 år. Jeg havde ikke indtaget noget gris løbende efter den dag i maj (ko havde jeg slet ikke indtaget noget af siden 2000). Den jul blev så det sørgelige vendepunkt i mit liv, for efter der, begyndte jeg så småt at spise hvad nogen vil kalde ”normalt” igen.

(Lam og kalv, dem har jeg aldrig på noget tidspunkt i mit liv, haft i nærheden af min mund.)

2 år gik og det blev efteråret 2013.

I den periode ser jeg en masse omkring pels/pelsindustrien, som jeg udmærket kender alt for godt til. Jeg har altid været modstander af pels og ligeledes dyreforsøg (ja, generelt bare dyremishandling). Dog anede jeg INTET om angora, som på det tidspunkt blev bragt frem i offentligheden. Men hvad jeg rent ud sagt IKKE aner noget om, det er læder, og hvordan man får ”sit” læder. Jeg er på Pintrest, og ud af det blå, popper der en video med Stella McCartney og PETA op. Jeg ser videoen. 3 minutter vare den. Dén video bliver det nye vendepunkt i mit liv. Jeg er uvidende, som så mange andre, men den åbner MINE øjne. Jeg kan ikke spise noget som helst kød derefter. Slut. Og det var bare læder, jeg så noget om.

(De ting jeg ejede med læder, angora, ja alt andet der kom fra dyr, skilte jeg mig af med. Og til alle, der stadig tror, at læder er et biprodukt, kan jeg så oplyse, at det er det ikke. Langt fra. Uld og mohair er lige så ondt.)

Jeg besluttede mig for, at dykke ned i alt det, som man aldrig helt har skænket en tanke, og som de fleste egentlig nok også allerhelst vil være fri for; Kødindustrien og slagtning. Jeg så en grusom og uhyggelig virkelighed. Jeg så dyrenes sandhed. Deres virkelighed. Helvede på Jorden, sådan vil jeg beskrive det. Og det finder sted lige nu, som jeg skriver dette. Over hele verden. Lige nu. Og sandelig også i Danmark – tro mig.

I starten af 2014, får jeg kendskab til og indblik i mælkeindustrien. Jeg får kendskab til og indblik i æggeindustrien + slagtekyllinger. Jeg føler sådan et kæmpemæssigt bedrag fra alles sider af. Mælk og æg er et lige så ondt og grusomt fortagende som kødindustrien er. Der er absolut INGEN forskel. Om det er øko eller ej, om det er fritgående eller hvad pokker de bilder én ind.

Da jeg fandt ud af, hvordan mælkeindustrien er, stoppe jeg prompte med mælk. Da jeg fandt ud af, hvordan æggeindustrien er, stoppede jeg prompte med æg. Ja, over night. Jeg købte altid begge dele økologisk, for dyrenes skyld. Hold da op, hvor bliver man narret. Jeg følte, at mit liv, hele min verden var bygget på én stor, fed løgn. Hvilket den kort og godt også var.

Jeg husker alle følelser, der befandt sig i mig. Og jeg husker, at jeg i umådelig lang tid følte, og var sikker på, at JEG var den eneste i den her verden, der vidste, og kendte til alt dette, jeg havde været vidne til foran min skærm. Min egen research. Hver gang jeg var ude og handle, kiggede jeg på samtlige mennesker, og tænkte ”INGEN ANER EN SKID! Hvad skal jeg gøre?!!!” og så kom tårerne. Altid. Lige dér, midt inde i supermarkedet. Jeg følte mig så frygtelig magtesløs. Jeg følte, at det alt sammen hang på mig. Det føltes så tungt på mine skuldre. Hvordan skulle jeg, ene mig få dem til at se, få dem til at forstå? Trække sækken af deres hoveder?

Det hele var så overvældende, og det hele og alt gjorde så ondt. Men på intet tidspunkt, har jeg villet være den overvældende følelse foruden, selv om det vitterligt gjorde det svært at trække vejret engang imellem.

(Med årene har jeg jo siden hen fundet ud af, at jeg langt fra er den eneste der følt sådan. Der er en meget stor befrielse i at vide, at man ikke er alene. Mennesker fra alle steder i verden, kryds og tværs og fra vidt forskellige kontinenter, har delt og følt de nøjagtige samme følelser. Det er der noget smukt over, faktisk.)

Sådan blev Veganeren Julie blev født.

Jeg er veganer for dyrenes skyld.

At jeg så er med til at mindske belastningen vores klode gennemgår, klimaforandringer, nedfældning og udryddelse af regnskovene og biodiversitet grundet rovdrift, belastning og forurening mm. alle disse industrier ellers har hængende over hovedet og er skyld i, det er et fantastisk og vidunderligt STORT plus.

At alt det man indtager fra dyr: mælk, æg, kød, bare generelt animalske produkter, overhovedet ikke er sundt eller godt for kroppen, så at vælge det alt sammen fra, der gør man faktisk sin krop og sit helbred den absolut største tjeneste, det i sig selv er jo for fanden OGSÅ bare helt og aldeles fantastisk, så ja, ENDNU et plus.

At jeg ikke er med til at forværre hungersnød i verden, og ubevidst støtte op om, at fattige lande og nationer, er nødsaget til at give deres jord og afgrøder (som de kunne brødføde sig selv med) til den Vestlige verden, fordi der skal produceres så meget føde til dyr, som vi i den bedrestillet del af verden, skal spise, men ikke af nødvendighed for at leve eller overleve, men for sjov. Bare fordi vi kan. Bare fordi vi har lyst (og fordi der er penge i det), dét er i sandhed OGSÅ et kæmpe plus.

Konklusion: Der er kun plusser at hente ved at være veganer. ♥

Alt det jeg ved i dag, og mere til, det ville jeg ønske, at jeg havde vidst tilbage i 2000. For 18 år siden.

Jeg er stadig ked af det. Jeg er stadig gal. Jeg er stadig vred.

Men ovenud lykkelig over at vide, at jeg ikke længere er med til at bidrage til og støtte op om den største dyremishandlings-industri i verden, fuld af magt, profit, løgn, bedrag, udnyttelse, undertrykkelse og ondskab.

I dag, der lever jeg i overensstemmelse med dét, mit hjerte og sjæl altid har fortalt mig siden jeg var ganske lille, at jeg er en dyreelsker. Ingen over, ingen under. De er alle ens. Der er ingen forskel.

Uvidenhed er ikke lyksalighed. Uvidenhed er ondskabens moder.
Viden er vigtig. Uanset hvor hård og hjerteskærende dén viden end må være.
Det er aldrig for sent at gøre det rigtige. Aldrig. ♥

 

Tak, fordi du brugte lidt af din tid på at læse dette.

De absolut allerstørste veganer-kys, møs og kæmpe kram (og du får dem også selv om du ikke er veganer)

Julie

PS. Skulle nogen være i tvivl, så går jeg heller i noget der er lavet af dyr eller stammer fra dyr. Jeg bruger heller ikke produkter, der har animalsk indhold eller som er testet på dyr.

1 kommentar

  1. Du skriver som om du sad og kiggede mig i øjnene og fortalte det hele. Det er så flot. <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.