Eventyr | Det Gyldne Skrin

Eventyr

 

Der var engang en pige, som ikke var som andre piger. Denne pige var noget ganske særligt. Hun var den yngste af tretten søskende, og alle var de født med vinger, de smukkeste vinger man kan forestille sig. Pigen kom fra en skov dybt inde. En dag opsøgte hun sin fader, der var kongen af dette prægtige folk. Hun ville så gerne ud og se verdenen udenfor skovens tætgroet træer. Hun var netop fyldt seksten år, og det var hendes største ønske.

”Ikke spor tale om, siger jeg!” råbte kongen. ”Jamen, det er mit største ønske. Hvorfor lader du mig ikke få opfyldt dette? Jeg beder dig, kære fader!” Kongen kiggede på hende med et sorgmodigt blik og sagde: ”Aurora, elskede datter, det er farligt derude, mit svar er nej!” Han aede hendes kind, der var blød som den pureste silke, kyssede hendes pande og sagde: ”Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis der skete dig noget.” Da det blev nat og alle sov, lå Aurora og tænkte på verdenen udenfor. Hun besluttede sig for at tage af sted og trodse sin faders forbud. Hun ville opleve dét, der var derude, og intet skulle forhindre hende i det, og af sted hun drog.

Da hun nærmede sig udkanten af skoven og så de kæmpemæssige vægge af tætgroede, flettede træer, gav det et indre gys i hende. Hun tog mod til sig og sagde til sig selv: ”Du kan godt!” I det samme hørte hun en lyd bag sig. Da blev hun bange, og det føltes som stod hun stille i luften, selv hendes vinger forekom at være ganske ubevægelige. Hun hørte et nys, og hun kendte det straks og vendte sig om. ”Fnug, er det dig? Hvad laver du dog her?” Fnug, der var en kolibri og hendes trofaste ven, havde fulgt efter hende. ”Aurora, jeg vil med dig!” Hun kiggede på ham, smilte og sagde: ”Jeg er glad for at du er her, det ville nu heller ikke være det samme uden dig.” Sammen fløj de gennem de store træer og var nu ude på den anden side i det nye og ukendte.

Alt virkede så enormt. Det var som om, at der var højere til himlen, en uendelig højde. De følte sig pludselig ganske små i dette ukendte univers. I det fjerne kunne de skimte nogle meget store bjerge. De var så store, at toppen af dem ikke kunne ses. De strakte sig højt op i den uendelige himmel, virkede det som. Nu så hun noget, der med ét fangede hendes blik; et lysglimt der var knap så fjernt. ”Se Fnug, kan du se det? Lysglimtet? Der skal vi hen!” Hendes stemme var fuld af begejstring. ”Hvad tror du det er?” spurgte Fnug. ”Jeg ved det ikke, vi er der næsten, så lad os finde ud af det!” Lysglimtet kom fra et træ højt oppe, og ingen andre en dem med vinger kunne se det.

Træet var meget dystert og meget mørkt. Aurora og Fnug så på hinanden og på en, to, tre var de inde i træet. Dér, lige foran dem lå der et skrin af guld. Aurora kunne mærke, hvordan skrinet trak i hende, som var der en usynlig kraft, der hev hende tættere og tættere på. Pludselig trådte en skikkelse frem fra mørket og en rungende stemme sagde: ”Næææh, hvad har vi så her? Det jo én af sommerfugle pigerne! Hvad bringer dog DIG på disse kanter?” Fnug gav et skingert pip fra sig. Aurora svarede: ”Oh! Vi blev bare draget af lyset fra dette usædvanlige, smukke skrin. Vi troede ikke, her boede nogen!” Skikkelsen trådte nærmere, det var lidt svært at se, men Aurora kunne skimte en lang, sort kappe og kunne svagt huske, at hun havde hørt hendes fader tale om Væsnet; det var en skabning, der kun var ude på at suge sommerfugle folkets energi til sig – deres sjæl. Væsnet sagde: ”Jeg har ventet længe på sådan én som dig!” Det greb fat i hendes vinger og uden at blinke, fik Aurora fat i det gyldne skrin. Hun svingede det hårdt i hovedet på Væsnet, der udbrød et så voldsomt brøl, at Fnug tabte en lille halefjer. ”Slip mig, dit ækle bæst!” råbte hun.

Så skete der noget forunderligt.

I det øjeblik skrinet ramte Væsnets hoved, have Aurora haft sådan en kraft, at det flækkede og ud strømmede nu et væld af fantastiske, lysende farver. Alle farverne dannede silhuetter, der lignede hendes folk. De svævede rundt omkring hende, og hun kunne høre noget, der var hende noget så velkendt; SOMMERFUGLE FOLKETS SANG. Aurora havde aldrig set ej heller hørt noget mere smukt. ”Vi takker dig, prinsesse Aurora. Du har befriet os fra Væsnet! Bring nu det gyldne skrin til din fader, kongen!” sagde de alle i kor. Stille forsvandt de op mod den uendelige himmel. Aldrig før havde der været et så kraftigt og klart lys på nattehimlen.

De to venner så på hinanden, ”Kom, nu tager vi hjem!” sagde Aurora til Fnug. ”Meget gerne!!” sagde den lille kolibri. Hun skyndte sig at tage det gyldne skrin med sig, og hjem fløj de. Morgenen kom, og Aurora måtte af sit hjerte fortælle sin fader, hvad der var sket. Hun førte ham til skrinet, og han kunne ikke andet end at juble af glæde. ”Min modige lille Aurora, du har fundet vore folks forsvundet skrin!” Kongen sagde de magiske ord: ”Tri-Ulia, Tri-Dulia, Tri -Fuliabum, åben dig op!” Aurora så, hvordan skrinet langsomt åbnede sig, og ud flød der en stime af de pureste gyldne stråler. Strålerne omsluttede sig skoven og sommerfugle folkets rige, og der dannede sig et vidunderligt skær.

Atter engang, var dette folk beskyttet af de magiske, gyldne stråler. Kongen sagde: ”Lad der blive fest!” Og festet blev der. Aldrig havde en fest varet så længe. Der levede de lykkelige og beskyttet til deres dages ende.

Og hvem ved, måske lever de der endnu… ♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.