En historie om selvskade; min egen

en historie

En historie der ligger i den tunge ende af skalaen

Jeg har valgt at skrive om et meget personligt anliggende. Det er et tungt emne i samfundet (stadigvæk) og det synes jeg ikke er godt. Jeg har valgt at sætte mig ned og fortælle min helt egen personlige beretning om selvskade. Der er brug for, at andre der befinder sig et meget forfærdeligt og mørkt sted, kan se og læse, at vi er andre, der har befundet os i nøjagtig samme sted. Og at vi kom ud af det. Der er mange, der gør det, og der kan sidde en person et sted, som har brug for, at nogen er åben og tør fortælle om det. Det kan være svært at finde nogen, der kan relatere (eller snakke med!) og jeg rækker gerne ud til den (eller DE) person(er), så vedkommende ikke skal føle sig alene og fortabt og ende længere ud.
Jeg har ikke noget imod at være åben omkring det. Jeg har ar på mine arme, og dem kigger fremmede folk på, når mine arme er blottet. Jeg ønsker at dele dette, så der ikke længere vil opstå akavede blikke – måske fordømmende blikke med et snert af nysgerrighed drysset på toppen.

Så, hvad er det, der kan få en person til at begynde at skære i sig selv?

Der er rigtig mange forskellige historier og årsager til, hvorfor en person begynder. Men selvskade er IKKE en trend! Det et IKKE for sjovt.

Det her, det er min historie.

 

en historie

 

 

 Selvhad og indre tomhedsfølelse

Alt det kræver, er et falsk smil til at skjule en såret sjæl. Og de vil aldrig lægge mærke til, hvor ødelagt, du virkelig er, indeni. 

Det var i 2000 og 4 år frem. Og mere uregelmæssigt derefter. Men det forekom.

Det blev udløst af en følelse af had og lede ved mig selv og min krop. Mit spejlbillede viste mig sandheden. Og det var ikke en rar sandhed. Den gjorde ondt. Jeg kunne ikke lide, dét jeg så. Jeg følte mig ikke god nok. Med tiden kom der andre dæmoner på besøg; Værdiløs. Total håbløs. Intetsigende. Ligegyldig. Tomhed.

Når du hader alt fra din lilletå til din øjenfarve, så er du ikke synderligt glad for dig selv, skal vi ikke bare slå dét fast. Det var sådan, jeg havde det. Hver dag. Det var udmattende. Det var hårdt.

Jeg endte et sted, hvor det at skrive de frygteligste ting i mine dagbøger – til mig selv om mig selv, tude mig selv halvt ihjel over hvor ækelt et menneske jeg var, skrige af mit spejlbillede og inderligt bare HADE, hvad jeg så, og sige det højt, ikke længere var nok. Et smadret spejl på pigernes toilet på et diskotek, gjorde udfaldet. (Jeg var selv den, der smadret spejlet.)

Snitsår, tit lidt dybe, blev mit afløb og kniven var min ven. Når nogle af mine ar, de mere overfladiske, begyndte at hele og falme, kunne jeg godt føle mig en smule fortabt. Så glasskår og cigaretter tyede jeg til få gange, når jeg ikke havde en kniv.

Når jeg skar i mig selv, var det for at straffe den krop, jeg var født med. Fordi jeg kunne. Jeg bestemte det. Det var mine arme det gik ud over. Underligt nok har jeg aldrig gjort det andre steder på min krop. Men det var også for smerten. Det bragte sådan en fred. Det var en lettelse. Det var rart. Det fik smerten, jeg følte indeni, til at gå væk. Det var som at skrige, men ingen hørte det. Jeg fik afløb for det hele. Det er svært at forklare. Det var befriende og beroligede mig bare på en eller anden måde. Bedre kan det ikke forklares. Det var en farlig tilfredshedsfølelse.

Det var min selvmedicinering og en måde at håndtere mine problemer på.

(Jeg kæmpede også med en skjult spiseforstyrrelse i godt et år. Den var så lidt sværere at holde skjult i længden, men jeg formåede at gøre det i meget lang tid. Min vægt måtte ikke komme over 43 kg, gerne under, naturligvis.)

Der var, så vidt jeg ved, ikke nogen der vidste, hvordan jeg egentlig havde det. Hvordan skulle de også det? Jeg fortalte jo intet til andre. Jeg holdte det for mig selv. Jeg ville ikke være en byrde. Det så jeg mig selv som i forvejen, og ville blive en endnu større en, fortalte jeg nogen om det.

Bag et smil, er alt det, ingen ser. Og man kan, hvis man vil, skjule det meste for omverdenen.en historie

 

Den mørkeste dæmon

Når det hele føles tungt og intetsigende. Når intet nytter og alt er håbløst. Når sjælen og hjertet gør ondt. Når man ikke har lyst til at føle eller tænke flere tanker, og når man synes at ens eksistens er meningsløs, så kan døden synes som en drøm. Ja, jeg havde besøg af den mørkeste dæmon, der fik mig til at tænke i helt andre ubehagelige baner.

Jeg tog mig selv, nogle få tidspunkter, i at sidde med selvmordstanker. Jeg turde bare aldrig at skære SÅ dybt, det rigtige sted. I stedet skar jeg bare dybt andre steder. ”Ingen vil savne dig. Hvem kan lide dig? Ingen! Du kan ikke engang lide dig selv! Du dur ikke til en skid og du har ingen værdi! Ingen!” Sådan lød bare lidt af mine tanker.

Selvmordstanker, er om noget et af de største tabubelagte emner stadig den dag i dag. Jeg har nu taget bladet fra munden, og fortalt det her, der om noget er SÅ privat, men det er der behov for. Er jeg lykkelig over, at jeg trods alt selv var så stærk, at fjerne mig selv fra de tanker?

JA FOR HELVEDE!!! FULDSTÆNDIG SINDSSYG, FREAKING, FUCKING LYKKELIG!

En episode i Prag med Handelsskolen gjorde, at det ikke længere var min egen hemmelighed. Resten af min omverden kendte også til den nu. Og det var faktisk rart.

Selvskadende adfærd vækker naturligvis stærke følelser hos omgivelserne. Reaktionen for mange er, at de simpelthen ikke ved, hvad de skal sige, og bliver underlige når personen er tilstede.  Følelsen af afmagt vil højst sandsynlig træde i kraft hos familien og andre pårørende. Dog er det bare så uhyre vigtigt, at kunne bevare roen og ikke gå i panik eller flippe fuldstændig ud. Det er ikke et smart træk. Det kan medføre skamfuldhed og vil på sigt kunne forstærke følelsen til at ville skære. Lad vær med at sige ”Stop med det lort!” Det hjælper ikke. Og nej, personen kan heller ikke bare på et split sekund “komme over det”.  

 

Oven på Prag-episoden, blev jeg henvist til en psykiater. Jeg kom én gang. Jeg gik derfra og tænkte, at dét her, det klare jeg selv. Jeg havde bestemt ikke lyst til at skulle medicineres med piller. Igennem årende blev det til mange dagbøger. Side op og side ned fyldt med ord og sætninger. Det var min helt egen terapi. Jeg kom ud af det selv. Jeg kan ikke fortælle hvordan, for jeg ved det ikke. Det blev bare nemmere og nemmere med tiden. Det skete bare.

Jeg har aldrig fået professionel hjælp. Jeg ville ikke. Jeg har aldrig været indlagt. Om det har været pissesmart af mig, det kan jo diskuteres. Men jeg opfordrer ikke andre til at gå igennem det alene. Det gør jeg virkelig ikke. For himlens skyld, gå til én, du er tryg ved, én du har tillid til, én, du føler, du kan være helt fortrolighed med. For det er rigtig ensomt og meget tungt at gå rundt med alene. Og det ønsker jeg ikke, at du skal. At nogen skal.

Er det held, der gjorde, at jeg overvandt det selv stort set, det ved jeg ikke. Måske.

Måske held, måske en solid og stærk psyke trods det hele, og så mine dagbøger.

I dag betragter jeg mig selv som værende en ganske stærk, fornuftig og yderst velfungerende person selv om jeg godt kan få besøg af utilstrækkelighed, usikkerhed og mangel på selvværd fra tid til anden. Jeg kan stadig have indre frustrationer, men hvem kan ikke det? Jeg tager stadig mig selv i at sammenligne mig med andre, for andre er jo altid meget bedre, flottere og dygtigere end én selv, og man når dem ikke ud til lilletåen…  Jeg har stadig en kamp med nogle få resterende indre dæmoner. De kommer som sagt snigende lige pludselig, men jeg har lært at leve med dem, og jeg er stærk nok til at holde dem i skak. Jeg vinder hver gang. Og efter at have gået rundt og hadet mig selv, min krop og mit fjæs i rigtig mange år, er jeg endelig kommet dertil, hvor jeg har at lært at acceptere mig selv og hvordan jeg ser ud. Dag for dag. Jeg har det godt. Jeg er okay.

en historie

 

Sammenligning er en skidt satan!

Rigtige piger er ikke perfekte. Perfekte piger er ikke rigtige. Det Uperfekte er det Perfekte.

Vær sød ikke at sammenligne dig selv med andre. Det stjæler glæden og lykken fra dit liv. Alle de billeder af piger, som du ser alle steder på fx Instagram og andre sociale medier, i reklamer eller i magasiner af den ene eller anden art, osv. er ikke altid helt ægte. Langt de fleste af dem er IKKE. De er manipulerede og photoshoppet til falskhed. Alt er bare perfekt, perfekt, perfekt! Den perfekte, falske løgnehistorie.

Men hey, skønneste dig! Perfekt eksisterer ikke, så at forsøge at opnå det er urealistisk. Det, der er ægte, er dig, dit perfekte uperfekte selv. Det er dét, der gør dig mega magisk, fuldstændig unik og fortryllende smuk. Og der findes kun én dig. Husk lige dét! Du er nok. Du er god nok. Du er dygtig nok. Din personlighed er dejlig. Du besidder vidunderlige egenskaber. Du kan så meget mere end du tror. Du er dig og du er smuk og du er dejlig og du er helt igennem elskværdig!!!

Jeg har skrevet det lige så meget til mig selv, som til enhver anden person, der har kæmpet eller kæmper en indre kamp indeni. Jeg gør mit bedste for at lytte og tage mine egne ord til mig. Det kan være pissesvært fucking svært til tider, men det er heldigvis rare og gode ord, at lytte til.

Jeg har nu skrevet et meget ærligt, dybt og oprigtigt indlæg. Jeg har fortalt om mig selv, og de tanker jeg har gået rundt med igennem tiden, nogen mørkere end andre, og hvad jeg har gjort for at få afløb. Men for de mange derude, så er det tanker, følelser og gøren, som ikke alle kan sætte sig ind i, ej heller forstå på nogen måde.

Vi har alle vores dæmoner at kæmpe med. Alle har vi noget, hver især, der får nogle dage til at virke ganske tunge. Man ved aldrig hvad en anden føler og tænker. Andre ved heller ikke, hvad du eller jeg, føler og tænker. Der skal ord på. Det skal i tale. Hvis du får/har mistanke om, at nogen skærer i sig selv (eller bare virker til, at have det rigtig, rigtig skidt), og har du modet til at spørge stille og roligt ind til dem, og hvordan de egentlig har det, og åbner de op, så lyt. Lyt til det de fortæller, lad vær med at være den bedrevidende, for du ved ikke hvordan, det er, at være dem. Du ved kun, hvordan det er, at være dig. Tag dig god tid, og lyt til alt det, du ikke forstår.

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle hver en person, der stadig gør det, at deres liv har mening. Du kan overvinde det lorteonde, der har befængt dit sind. Det bliver bedre. Det gør det virkelig. Og du er ikke alene. ♥

Det var min historie. Tak, hvis du læste med.

Pas på dig selv.

Kys, kærlighed og en milliard gode tanker

Julie

 

Mine ar

De er ikke bare ar. De er dæmonerne, jeg kæmpede imod over en årrække på forskellige tidspunkter i døgnets 24 timer. Nogen gange tabte jeg. De viser i dag, hvad jeg har været igennem, men vigtigst af alt er de et bevis på, at jeg overvandt dæmonernes greb over mig. Med tiden er nogle ar falmet, andre dækket af tatoveringer, og så er der dem, der stadig er synlige for øjet at se. Men jeg har ingen nye. Jeg bær mine ar med stolthed.

en historie

 

7 kommentarer

  1. Åh Julie <3 – se den havde jeg ikke set… Hvor er du vildt modig <3 Den største respekt herfra! Kram til dig.

  2. Ååhhh smukke Julle, hvor er jeg ked af at hører det du har været igennem, jeg anede det ikke du er vildt sej at du fortæller din historie og rækker ud til andre.❤ Havde ALDRIG drømt om at sådan noget skulle ramme dig. Kæmpe respekt til dig smukke ❤ du ER god nok lige som du er ❤

  3. Kære dejlige menneske❤️
    Jeg har luret dig, før dette indlæg, men at det var denne historie der gør dig til det dejlige kvindemenneske, vidste jeg selvfølgelig ikke.
    Jeg har respekt for mennesker der har været i lortet og rejst sig. Hvordan det er sket er jeg græsk/katolsk over, men du er en af disse.
    Du er så smuk og skøn, at se og høre på. Vær den du er og lav ikke om på smukke dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.