Kampen med bloggen og den lille satan!

cry face

Min lille historie om hvordan det var at lave bloggen. Nope, not easy. Og det er bare ærlig snak.

Det begyndte d. 27. oktober 2017. Udsigten var okay. Der var et par vindmøller i det fjerne, som blev ført rundt og rundt af den lettere kølige efterårsvind. Hun tog en slurk af sin røde drue. Klokken var 12:08. Det var vel fredag. Hun kunne ikke være mere ligeglad med, om det så var en anelse for tidligt til den slags. Hun havde brug for sin bløde og frugtige lille ven, dét havde hun bare, for hun var sgu ret frustreret. Og ked af det, ja, det var hun da virkelig også. For fanden.

Hvordan skulle hun kunne finde ud af noget der føltes som raket videnskab, når hun ikke engang kunne finde ud af matematik? ”Du godeste, hvor dum har man lov at være?! Når så mange andre kan finde ud af det, hvorfor kan jeg så ikke??” sagde hun med en grådfyldt stemme til sig selv. Måske var hun bare ikke som alle andre. Måske hendes hjerne og forståelsesevne var en tand anderledes og mere kompliceret. Hvilket jo i og for sig gjorde hende dum, følte hun.

Hvad ville hun egentlig med det her? Ville hun overhovedet kunne finde ud af at skrive og lægge noget op? Ville hun nogensinde blive lige så dygtig som de andre bloggere? Hun ønskede det, og ville det så enormt gerne, men frygtede det værste.

Hun vidste faktisk ikke noget lige nu. Hun vidste bare, at rigtig mange igennem årerne havde sagt til hende, at hun burde lave en blog. Hun havde altid svaret tilbage med, at hun ikke turde. Hun ville ikke kunne finde ud af det, og hvor havde hun dog ret. Se, lige dér, der var hun skide hammerende klog. Det kunne hun så åbenbart godt være nogle gange.

En stædighed inden i hende rørte på sig, kunne hun mærke – eller, der var faktisk flere et-eller-andet-heder, der rørte på sig. Dog var det nu nok mest af alt usikkerhed, der førte front. Den lille satan havde en kæmpe stor tendens til at overmande hendes tanker og troen på hende selv. Den var altid hammerglad, når den sejrede. Lyttede man efter, ville man kunne høre den skåle i tvivl og manglende selvtillid.

Helt ærligt, giv mig nu en chance, vil du ikke nok?

Den lille satan svarede ”Gu’ vil jeg da ej, åndssvage tøs! Du kan prøve og prøve og atter prøve, men at slippe for mig, dét kommer sgu da aldrig til at ske! Tænk dig dog om! Jeg er en del af dig, om du vil det eller ej. Vi to, vi skal følges ad til den dag graven kalder – og du ved det. Vræl, vræl, begynd nu at tude igen, det er så skide fantastisk, når du knækker! I LOVE IT!”.

Hun holdte igen med tårerne. Tilfredsstillesen ville hun ikke give den. Ikke igen. Tidligere måtte være nok. ”Det er fandeme ikke bare lige at lave en blog!” sagde hun højt til sig selv, og tømte glasset.

Hun vågnede tidligt lørdag morgen. Der blev tændt for P8 jazz, kaffen blev lavet, og hun satte sig foran skærmen. Argh, det føltes lidt som dagen forinden. Men så skete der det mirakuløse, at hendes Y vågnede fra nattens søvn, og kom hende til undsætning. I dæmpet belysning den morgen, gik de i krig sammen. Den dag nåede hun længere, end hun havde turdet håbe på. For pokker, hvor hun elskede ham!

Det blev søndag. Om aftenen skred det lidt mere fremad med hjælp fra hendes dygtige og tålmodige Y. Hun var en heldig pige, det var hun altså.

Hver dag når hun kom hjem fra job, gik hun straks i krig igen med opbygningen af hendes kommende blog. Kaffe blev der indtaget – i kæmpe kopper – også et par glas rødvin i ny og næ. Hun var sulten, men glemte for det meste at spise. Det eneste hun var mest sulten efter, var at blive færdig. NU ville hun gerne snart springe for fuld skrue over målstregen.

Dagene gik. Det blev til et par uger. Og et par uger til. Og lige lidt flere dage.

Der blev ændret tema og opbygning. Og et nyt, og ændret tilbage igen. Søgt på underlige ord og alt imellem himmel og jord, og hvad var koder, egentlig? Til sidst var hun tilbage til udgangspunktet. Alt føltes håbeløst. Det var som om, at det hele blev sværere, jo mere hun forsøgte at lære, jo mere hun forsøgte at ændre, jo mere hun forsøgte at forstå.

”Jeg har aldrig set et menneskevæsen få SÅ MEGET vådt stads ud af fjæset!” sagde den store, flommede kat til den anden. ”Haha! Det har jeg sgu heller ikke!” svarede yngste katten tilbage (han var endnu for ung til at være flommet, men var godt på vej). Og så grinede de begge så voldsomt, at de næsten faldt ned fra sofaen. Hende menneskevæsnet, hun var sgu sjov, syntes de. Og så gav hun dem oven i købet mad, når de bad hende om det. Hun måtte være deres tjener.

Den lille satan havde en fest, der var WAY OUT OF THIS WORLD. For fanden, hvor var livet fedt. Den nød sin sejrsrus for fuld hammer. Sådan stod det på i noget der føltes som en evighed.

Det blev december.

Om det var et lille julemirakel, vides ikke, men lige pludselig en dag, så skete der noget. Hun begyndte at føle sig lidt mere sikker i dette mærkværdige foretagende. Hun mærkede en boblende følelse af sejr og stolthed. Det var fandeme fedt! Minsandten om ikke noget pressede på. Lad sandheden blive talt, hun begyndte at græde af glæde. Ja, sådan en type var hun altså.

Glæde. Stolthed. Lettelse. Hun var nu så tæt på målstregen, at hun kunne mærke det kilde i maven. Det var en ren lækkerhedsfølelse. Den lille satan mærkede hun intet til.

Tænk engang at jeg skulle nå hertil! Endelig lykkedes det!” sagde hun højt til sig selv.

Hun havde mange uger forinden sat sig selv et mål; hun ville have sin blog færdig – eller det meste af den, inden året 2017 rendte ud i timeglasset.

Hun var om noget spændt på, om nogen derude ville besøge den. Hun kunne også spore en antydning af nervøsitet.

Vi må se, om den vil falde i nogens smag hen ad vejen.”

Hvordan det siden hen gik hende, kan man jo, hvis man har lyst, følge med i på hendes blog.

 

my babies

8 kommentarer

  1. Åh Julie, så vidunderligt ærligt! Ikke noget glansbillede her <3 Det kommer du til at vinde stort på! Kærlighed til dig <3

  2. Super skrevet mus.. Det skal du sgu nok bliver endnu mere kanon til. Øvelse gør mester, og det der er super skrevet. Jeg heppe på min pige, og vil elske at læse og følge dine blogs. .. kæmpe var kram fra din tøwlingen her

  3. Dine skønne katte ville aldrig grine af dine tåre søde Julie ❤️

    Du skriver fantastisk, og medrivende … tak fordi du deler dine tanker og sandheder, hyggelig og spændende læsning 🙂 og godt du har y og kattene til at støtte dig… så vi andre kan få lidt at læse ☺️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.